Mindfulness og meditation
På kurserne i mindfulness og meditation får du en grundig indføring i hvad mindfulness og meditation er, hvordan du kan komme i kontakt med disse rolige sindstilstande og hvordan du kan praktisere i din hverdag. Mindfulness ses i en spirituel kontekst, som ikke henvender sig til en specifik religion, men som har hjertelighed og hjertets positive følelser som grundlag.
Metoderne mindfulness og meditation er gamle og velafprøvede metoder for krop og sind. Ved at praktisere disse metoder, kan man opnå ro, fokuseringsevne, vitalitet o.a.. I dagens samfund bruges mindfulness til behandling og forebyggelse af stress, indre uro, tankemylder, depression, søvnløshed mm..
Forskellen på mindfulness og meditation er ikke officielt defineret. Nogle gange, når vi støder på begreberne, dækker de det samme fænomen og de samme praktikker. Andre gange vil der være kvalitative forskelle. På baggrund af min træning, definere jeg mindfulness som en mental tilstand af afventende, åben og ikke dømmende opmærksomhed. Jeg ser også mindfulness som en stræben efter nærvær i tanke og handling, det at kunne samle tankerne om en ting ad gangen, at kunne slappe af i sig selv og at vælge en positiv vej i hverdagen.
Jeg definerer meditation som en fordybelse af den beskrevne mindfulness tilstand, samtidig med opmærksomheden er inde i “mig” og udenfor “mig” på samme tid. Samtidig vil opmærksomheden vide af hjertets åbenhed og compassion. Meditation er altså en mere sammensat tilstand end mindfulness tilstanden. I alle gedigne træningssystemer vil man træne mindfulness gennem nogle år, inden man går videre til egentlig meditation.
Mange mennesker, der oplever stress i kortere eller længere tid, føler mindfulness hjælper dem til at få mere ro på kroppen og tankerne.
På mine kurser i mindfulness og meditation undervises i en række basismetoder: åndedrætsteknikker, kropsbevidsthedstræning, fokuseringsøvelser, chakrakontakt, balanceøvelser, stilhedsmeditationer, hjertemeditationer mv. Der arbejdes også med overvejelse og fordybelse i en række menneskelige og kulturelle livsværdier og holdninger. Dette kaldes livspraksis indenfor min træningsretning. Livspraksis er med til at bevidstgøre sindet på en anden måde, den træner eftertænksomhed og en positiv livsholdning. Begrebet hjertekontakt (compassion og selfcompassion), som både trænes i øvelser, meditationer og eftertænksomhed er ligeledes en betydningsfuld del af træningen på kurserne. På kurser for øvede praktiserende arbejdes med videreførelse og fordybelse af teknikker og øvelser, og der arbejdes med bevidsthedens forskellige fremtoninger og tilstande i os mennesker i hverdagen og under praksis.
Følgende lærere og deres udgivelser i bogform, streamings, audios mv. udgør det fundament min undervisning hviler på:
Jes Bertelsen, Vækstcenteret
Jens – Erik Risom, Skolen for anvendt meditation og Vækstcenteret
Madhurima Rigtrup, Conscious Heart Embodiment
Jeg opretter mindfulnesskurser til grupper op til 30 personer. Undervisningen vil blive tilpasset behov, interesser og eventuel mindfulness eller meditations erfaring og træningsgrad.
Læs om individuelle mindfulness sessioner på klinikken her.