Lisbeth Holm Clausen
Firmaet Center for krop og psyke blev grundlagt i 2004. Klinikken Krops – og psykoterapi Odense, ligger nu på Vesterbro i Odense. Jeg har arbejdet med behandling og undervisning, siden jeg blev afspændingspædagog (nu psykomotorisk terapeut) i1990. Jeg tog Marte Meo terapeut uddannelsen i 2002 og Kranio – Sakral Terapeut uddannelsen, fra Stanley Rosenberg Institut, i årene 2004 – 2008.
Jeg har specialiseret mig i at arbejde med nervesystemets balance mellem aktivitet og hvile og tanker og følelsers påvirkning af nervesystemet. I behandling afbalanceres dette gennem dialog og kropsterapi.
Jeg har gennem årene udviklet en dybere forståelse og genkendelse af nervesystemets reaktioner på skader, traumer, kriser, stress, psykiske udfordringer mm..
Uddannelsen til psykomotorisk terapeut, er en sundhedsfaglig professionsbachelor. Psykomotoriske terapeuter arbejder med behandling, sundhedsfremme og forebyggelse af fysisk og psykisk sygdom. Vi arbejder med kroppen, personligheden og kulturen set i en sammenhæng.
Min mindfulness og meditationspraksis startede i 1984, hos Jes Bertelsen på Vækstcenteret i Nørre Snede. Jeg har siden haft en kontinuert meditationspraksis og deltager jævnligt på kurser og videreuddannelsesforløb indenfor meditation. De sidste 10 år har jeg været elev hos Jens – Erik Risom, Skolen for anvendt meditation. Og jeg følger streaminger givet af Jes Bertelsen, leder af Vækstcenteret i Nørre Snede. Begge meditationslærere formidler den tibetanske buddhistiske meditationsretning Dzogchen. Jeg har undervist i mindfulness og meditation de sidste 12 år.
Siden 2010 har jeg fulgt et personligt supervisionsforløb hos Heilpraktiker Arvin Larsen, Holistica Medica i Hornsyld.
I baggrunden, gennem alle årene siden 1984, springer en vedvarende inspirationskilde fra Vækstcenterets leder Jes Bertelsen og hans formidling af Dzogchen, udsprunget fra Tulku Urgyen Rinpoche. Tak!