+45 30 24 24 13 mail@lisbeth-clausen.dk

Værd at vide om kropsterapi hos Krops- og psykoterapi Odense

Behandlingsmetoder 
Jeg arbejder med to metoder, psykomotorisk terapi og Kranio – Sakral terapi. Oftest kombinerer jeg de to metoder, det giver de bedste resultater. Psykomotorisk terapi bevidstgør og behandler kroppens muskler og kropsdele i forhold til hinanden. Kranio – Sakral terapi arbejder indirekte på kroppens nervesystem ved blide tryk og mikrobevægelser på ledovergangene fra kranie til haleben. Når jeg kombinerer disse to teknikker bliver hele kroppen behandlet. Dine smerter og spændinger nedsættes og du får styrket din kropsbevidsthed og evne til at finde ro, når du har brug for det. Målet vil altid være en holdbar frihed fra symptomer eller en holdbar forbedring og lindring af symptomer.  

Kroppens smerter og spændinge
Kroppen kan ophobe spænding og ubalance i alle typer af væv i bevægeapparatet og de indre organer, i huden, musklerne, bindevævet, sener, tilhæftningen fra muskel til knogle, leddene mv. De metoder, jeg bruger, frigør smerter og spændinger i muskler, led, sener, bindevæv og knoglevæv i bevægeapparatet. Hvis du fx har spændinger og smerter i skuldrene, vil du kunne mærke en tydelig lettelse efter kropsterapi. Eller hvis musklerne omkring et led er skævt lejret og skævt opspændt, hvilket kan give ømhed og uhensigtsmæssigt slid, vil du kunne mærke lettelse i dagene efter behandlingen. Da alle kroppens dele og kroppens forskellige vævstyper hænger sammen, behandles hele kroppen, eventuelt med fokus på de mest belastede områder. Kropsterapien er med til at genopbygge og opretholde balancen i en spændt, slidt eller stresset krop.  

Kroppen regenererer
Når kroppen og sindet skal regenerere, komme sig efter en ubalance, udtrætning, skade eller sygdom, kræver det, at processen får tid. Forbered dig på at komme til behandling nogle gange. Din krop og psyke er hele tiden i gang med at helbrede sig selv. Kroppen har et indbygget, effektivt immun- og helbredelsessystem og psyken afbalanceres og heles gennem søvn, drøm og bearbejdning i det vågne liv. Kroppen heler og opretter hver dag små skader og ubalancer, bekæmper bakterier og virus, regenererer hormoner, producerer energi mv. Jeg arbejder med at disse iboende helbredende kræfter, aktiveres yderligere ved behandling, det være sig kropsterapi eller terapeutisk dialog. Mellem behandlingerne vil du få opgaver, øvelser eller andet, som kan støtte din fysiske og psykologiske helbredelsesproces. Helbredelsesprocessen er et kompliceret fænomen, som påvirkes af berøring, kontakt, bevidsthed, hormoner og bioenergi. 

Behandling tager tid  
Hvis dine symptomer er opstået pludseligt i en chokerende eller traumatisk sammenhæng, hvis dine symptomer har varet længe eller hvis en læge har givet dig en diagnose på kronisk sygdom, skal du forberede dig på et længere behandlingsforløb. Igennem den første måned vil du skulle møde til behandling hver uge, derefter med længere intervaller. Jeg har god erfaring med at behandle hovedpine, migræne, eftervirkninger af hjernerystelse, kraftig anspændthed i muskler og led, et stresset nervesystem, søvnproblemer, mental stress, traumer i krop og sind, psykologiske kriser og dårligt selvværd.

Du arbejder med dig selv 
I behandlingen indgår dialog om hvordan du har det, og hvad du selv kan gøre for at få det bedre. Selvbehandling og selvomsorg er vigtig, det kan være fysiske øvelser, motion og mindfulness, men kan også handle om, at du skal udvikle dig personligt, lære smertehåndtering, foretage ændringer af tankemønstre, få styrket din kropsbevidsthed og evne til at slappe af, blive bedre til problemløsning mv.